|
Kommentarer og udfordringer 15-sept 2026
Ole Hartling
Kære Helena, Det er meget oversigtligt og skarpt. Tak for det, jeg vil printe ud og gemme – og søge tilflugt dér, når jeg er i tvivl! 1) Det må være godt, at fremtidsønsker ikke uden videre gælder, hvis inhabiliteten blot er midlertidig. Den engelske lovgivning, som du refererer til, må da ind imellem give dem problemer (?) 2) Alderskriteriet i Danmark – det du ganske rigtigt kalder særegent – er indført med forbløffende lidt forudgående debat. Som apropos kan nævnes, at i forbindelse med det hollandske forslag om at tillade aktiv dødshjælp til livstrætte mennesker over 75 år, skrev filosoffen Søren Holm et godt kapitel i bogen ”Dødshjelp i Norden? Etikk, klinikk og politikk” (Eds. Horn MA, Kleiven DJH, Magelssen M): ”Er det at blive gammel tilstrækkelig årsag til dødshjælp?”. Bogen er udgivet på Cappelen Damm Akademisk i 2020 og kan læses / hentes gratis på nettet: https://www.cappelendamm.no/boker/dodshjelp-i-norden-etikk-klinikk-og-politikk-9788202677640?srsltid=AfmBOorOV2m0J84r4JkxzhG8DbzUCmZfz1_1Suk-awkJKvL92y2b0Nqx (Jeg har selv et kapitel med i bogen.) 3) Som du fint beskriver, dækker selvbestemmelsesret iflg. Sundhedsloven ikke et krav, der kan stilles, men en vidtgående (næsten ubegrænset) ret for det habile menneske til i en aktuel situation at sige nej til et behandlingstilbud. Da det er en udbredt misforståelse af selvbestemmelsesretten, at det er en patientret, som forpligter andre til det, som patienten kræver, tager vi det op i den bog, jeg omtalte, ”Døden på recept” (Gads forlag 2025). Her skriver vi (Vi er Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke og jeg) i kapitlet ”Autonomi - tidens mantra” : Autonomi ifølge sundhedsloven Selvbestemmelsesret eller autonomi er et gennemgående princip i patientrelationen, og den ret er lovfæstet i og med sundhedsloven og drejer sig om patientens ret til at sige nej til et behandlingstilbud. Det gælder enhver behandling, også selv om den er livsreddende som for eksempel en blodtransfusion. Men den habile patients ret til at afslå enhver behandling indebærer ikke en ret til at få en hvilken som helst behandling. Det er imidlertid en almindelig misforståelse, når begrebet autonomi omtales, at patientens selvbestemmelse medfører en ret til at forlange enhver behandling, som betyder en andens pligt til at opfylde denne ret. Var det sådan, ville autonomi være det samme som autokrati, som kan oversættes ved ”selvets bestemmelse over andre”. Med andre ord: Selv om patienten har ret til at afvise ethvert indgreb mod sin krop og sjæl, har patienten ikke ret til at kræve ethvert indgreb mod sin krop og sjæl. Det er altså ikke en krænkelse af en patients selvbestemmelse at afvise ethvert krav, denne måtte stille; der kan for eksempel være lægefaglige grunde til ikke at efterkomme et ønske om en given behandling, simpel som kompliceret. Samfund og sundhedsvæsen sætter en ramme for, hvilke behandlingsmuligheder, der er mulige, og inden for denne ramme vurderer lægen indikationen for en behandling og fremsætter et behandlingstilbud til patienten. En mulighed for dødshjælp i Danmark, i fald den lovliggøres, ville skulle indpasses i en sådan ”behandlingsramme”, herunder en vurdering fra andre, om indikationen for dødshjælp er opfyldt. Helt præcist i denne sammenhæng: At afvise en anmodning om dødshjælp vil ikke være en krænkelse af selvbestemmelsesretten (autonomien), som den er defineret i sundhedsloven. Der er grund til at fremhæve dette aspekt, fordi udviklingen i Holland de senere år er gået i retning af, at eutanasi mere og mere opfattes som en patientrettighed, dvs. et krav, patienten kan stille. Patientens ret til et stille krav er da blevet bestemmende for lægens handlinger uden hensyn til lægens egne kliniske og etiske principper. Ansvaret for handlingen er forskudt til, at det nu er en forpligtelse at yde dødshjælp, så det nærmest bliver et overgreb mod patienten ikke at efterkomme kravet. Når læger udfører dødshjælp eller hjælper med det, bliver de etisk set derved frikendt, for det er jo patienten, som selv vil det. Aflivning af mennesker kan så ske under henvisning til, at de som slår ihjel, kun handler i det godes tjeneste og tilmed i overensstemmelse med patientens egne ønsker - udtrykte eller formodede. En yderligere fortynding af lægens etiske ansvar sker ved, at to læger skal godkende dødsønsket - deles om ansvaret. Hertil kommer, at aflivningen sker æstetisk: Patienten dør af medicin, dvs. situationen bliver klinisk, når giften indtages eller bliver indsprøjtet. Det efterlader ingen tegn på ydre vold, som jo ellers kræves for at tage livet af mennesker, der ikke dør af sig selv. Udviklingen har bekymret den hollandske professor i etik Theo Boer. Han mente oprindeligt, at det var forsvarligt at indføre aktiv dødshjælp, men med tiden er han blevet en markant kritiker af sit lands lovgivning og advarer nu indtrængende andre lande mod at indføre legalisere dødshjælp. (se kapitel xx). Boer har fremhævet, at dødshjælp i begyndelsen drejede sig om at forhindre en plagsom død, men at dødshjælp i tidens løb er blevet en måde at afslutte et plagsomt liv. Som følge af tanken om at en patient kan stille krav om dødshjælp, fik den tidligere hollandske premierminister, Dries van Agt og hans hustru, Eugenie, dødshjælp i februar 2024. Med rettighedstanken er f.eks. denne såkaldte duoeutanasi blevet mulig i Holland (se kapitel xx). Her er der to læger til stede, som står for hver sin giftinjektion, mens parret holder hinanden i hånden. Smukt at kunne arrangere at gå i døden sammen – finder nogle. Andre hæfter sig ved, at et par sjældent er syge på samme måde og i samme grad og advarer om, at der også i sådanne gensidige aftaler og løfter kan indgå magt og forventningspres. Tak igen … Varme hilsener fra Ole 5-sept-2026
Anna Kristine Hummelshøj Murphy
Jeg synes, at det er noget af det mest velargumenterede, jeg længe har læst. Jeg er fan!! Jeg har længe haft det svært med, at på den ene side har vi en selvbestemmelseret til at fravælge genoplivning – uden at vi står aktuelt i en situation, hvor det ville være påkrævet – men på den anden side, har vi ikke en selvbestemmelsret til at fravælge bestemt behandling. Jeg har altid tænkt på den situation: hvis en patient bliver henvist til et hospital mhp. operation, og patienten til lægen giver udtryk for, at den pågældende ikke vil have blodtransfusion i forbindelse med operationen, skal dette respekteres iht. sl § 24. Men hvis operationen ligger lidt ude i fremtiden (ofte et par måneder) og patienten på vej til hospitalet dagen for operationen bliver kørt ned, og lægerne skønner, at patienten har brug for en blodtransfusion, kan de med loven i hånden give patienten den, for patienten har ikke i den aktuelle situation fravalgt transfusionen – vedkommende kunne have skiftet mening på de to måneder! Men hvis selvsamme patient var fyldt 60 og havde lavet et testamente over fravalg af genoplivning, ville lægerne skulle respektere dette, hvis patienten var i en tilstand, hvor genoplivning var nødvendig. I min optik giver det ingen mening, så jeg er meget på linje med forfatteren. Vores regelsæt ift. selvbestemmelsesretten er i min optik på mange områder forældet – den er heller ikke ændret synderlig meget ift. hovedbestemmelserne i sundhedsloven, siden bestemmelserne oprindelig blev udarbejdet. Diskussionen er relevant, fordi på den ene side, vil lægerne redde liv, men hvilket liv redder de, hvis de går imod patientens dybeste ønsker. Hvem skal bestemme, om et liv er værd at leve for den enkelte. Når en patient fravælger behandling eller genoplivning i den ikke aktuelle situation er det nøje overvejet – det er i hvert fald min overbevisning (jeg har faktisk nej tak til genoplivning liggende på mit bord, da jeg er blevet 60, og tænker en del over det). Og det giver ikke mening, at man kun har retten for noget (genoplivning, men ikke behandling der måske/måske ikke kan redde dit liv) og at man kun har rettet for dette ’noget’, når man er blevet 60 … hvorfor ikke når man er 55, eller 40 eller tidligere+ |
||||||||||||||||||||||||||||||||||